Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this
Danmarks største fitness-kæde Fitness World har bøjet sig i en strid med fagforbundet HK
Danmarks største fitness-kæde Fitness World har bøjet sig i en strid med fagforbundet HK (Foto: Colurbox)

Forbund: Vi havde ikke vundet uden trusler

HK lagde arm med Fitness World og vandt, men meningerne er delte om metoderne

HK fik kun overenskomst med fitness-giganten Fitness World, fordi forbundet truede med både strejke, boykot og demonstrationer.

Det siger sejrherren i striden, der blev afsluttet i går - HK Privats næstformand, Bjarne Nielsen. Han understreger dermed, at strejken som kampvåben absolut ikke er dødt.

Strejkerne kan endnu

Både arbejdsgivere og lønmodtagere har i over hundrede år benyttet sig af kampmidler som strejke og lockout. HK mener, at sagen mod Fitness World understreger, at den virker endnu.

“Uden truslen om konflikt var vi ikke kommet til et resultat. Jeg er sikker på, at vi ikke ville være nået til noget resultat, uden truslen om konflikt,” siger Bjarne Nielsen.

“Først prøvede vi uden held at forhandle med Fitness World, og så lagde vi pres på med truslen om strejke. Denne sejr beviser, at metoden stadig har gyldighed.”

Professor Jesper Due ved Københavns Universitet, er enig. Strejkevåbnet er i høj grad gyldigt, og vil også være det i fremtiden.

Business as usual

“Der er intet nyt i denne sag. Varsling af strejke er ‘business as usual’. Det er et middel, som er ligeså gammelt som det faglige system i Danmark,” siger Jesper Due.

“I hundreder af år har fagforbund haft tradition for at presse uorganiserede arbejdsgivere til at indgå aftale ved dialog eller ved strejkevarsel, og det tror jeg ikke, de vil stoppe med,” siger Jesper Due.

Hos Fitness World slår direktøren sig dog stadig i tøjret. Per Lyngbak Nielsen er tilfreds med aftalen, men ikke med metoderne:

Selvmål

“Fagbevægelsen laver nogle selvmål for fremtiden ved at benytte sig af trusler i deres kampagner,” siger Per Lyngbak Nielsen og mener, at truslen om strejke hører fortiden til.

“Tiderne er skiftet, og fagforeningerne overtræder demokratiets spilleregler, når de på denne måde tvinger en virksomhed til at indgå aftale. Det er skrupskørt,” siger han.

Idag er blot 30 ud af de over 2.000 ansatte i Fitness World medlem af HK Privat.

Vigtigt med opbakning

Internt i fagbevægelsen har der altid været delte meningen om brugen af kampmidlerne. HK har f.eks. ikke været kendt som dem, der gik først på barrikaderne og Dansk Metal er kendt som dem, der praktisk taget aldrig gør det.

Derfor mener Metal-formand, Thorkild E. Jensen, også, at man skal være påpasselig med at bruge strejkevåbenet. Men han erkender, at det er en vigtig grundsten på det danske arbejdsmarked.

“Det er vigtigt at bruge truslen om konflikt strategisk og påpasseligt. Man skal sikre sig både sine medlemmers og befolkningens opbakning før man overvejer konflikt,” siger han.

“Vi løser langt de fleste med forhandlinger og ikke konflikt. Det har sjælden været nødvendigt at tage de midler i brug,” siger Thorkild E. Jensen.

12.08-2010 | 11:23 af Kenneth Jakobsen
Det er ganske enkelt en skandale, at man kan slippe afsted med sådanne mafiametoder. Det er en falliterklæring for retsstaten.
12.08-2010 | 12:24 af Kim Rasmussen
Fantastisk, det er godt at se at noget virker, og at vi stadig har et værn mod løndumping og udnyttelse af systemet, så nu får de ansatte i Fitness World de samme basale rettigheder som resten af de danske - organiserede- lønmodtagere
12.08-2010 | 12:53 af Per Salting
Ud over selve lønnen, Kenneth, sikrer en overenskomst også at man ikke skal stå alene, hvis en arbejdsgiver ikke overholder reglerne. Indbetaler en arbejdsgiver ikke til pension eller ferie, skal man ud i et civilt søgsmål. Virksom heden kan trække juridiske udgifter fra, men medarbejderen må betale af beskattede penge.
Så længe virksomhederne i stadig højere grad kigge på bundlinjen, en om drift og indtjening hænger sammen, men om der kan skaffes større overskud, så længe er medarbejderene nødt til at sikre sig. Det er i virkelig hede ikke mange sager der kører mod arbejdsgivere, der ikke vindes at forbundene, hvorimod at hvis jeg skulle kører en sag om feriepenge privat ville jeg have sat penge over styr inden jeg nåede retten. Så ville jeg tabe penge på at have ret. Dermed ville mange sager aldrig blive kørt, og arbejdsgivere ville kunne beholde pengene på en handling som er direkte lovstridig.
Er det din holdning at reglerne burde være sådan?
12.08-2010 | 13:10 af Kenneth Jakobsen
Jamen hvis ansatte, virksomheden og fagforbund kan blive enige om en overenskomst, så er det da fint nok. Men de metoder der har været truet med her, er fuldstændigt uanstændige. Og burde aldrig blive tolereret.

En overenskomst kan sikkert være en glimrende ting. Men en hvilken som helst kontrakt, som ikke bliver overholdt, kan altså håndhæves i retten. Og så bør reglen jo blot være, at taberen betaler vinderens udgifter. Så vil det stadig kunne betale sig, at sagsøge sig til de manglende feriepenge. Men der er intet til hindre for, at uafhængige forbund, satser på at hjælpe folk med disse søgsmål.

Så nej jeg ser ingen eksistensberettigelse, til de vanvittige system i er nogen som er så glade for.

Og så glemmer du også en ting. De virksomheder som snyder, gør jo kun livet sværere for dem selv. Omtalen løber jo hurtigt om, at dem der snyder folk, så vil de ikke have særligt let ved at få ansøgere.
12.08-2010 | 14:27 af Michael Kjær
Enig Kenneth. Det er HELT uacceptable metoder, når kun 40 af 2000 er medlem af HK. Det havde været noget andet, hvis over halvdelen var det. Men fortsæt endelig LO, I er godt igang med at udrydde jer selv. Hvilket kun kan glæde os, der tror på demokrati og lov og orden!
12.08-2010 | 17:13 af Thomas Egeskjold
det er rart at se at strejke trusler stadig virker, især når der er så ekstrem dårlig moral i erhvarvslivet her i Danmark. Og strejkevåbenet er jo ikke en ensidig ting, da arbejdsgivere jo også kan lockoute medarbejderne. Og jeg mener at strejkevåbenet skal bruges hvar gang, en arbejdsgiver ikke anerkender arbejdstagernes ret til at forhandle i fællesskab. disse mennesker skal simpelthen ikke have mulighed for at drive virksomhed i Danmark. Og det er den mulighed, en strejke eller blokade med rette fratager virksomheden.
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.