Regeringen trodser eksperternes råd og vil forbyde 13 såkaldt farlige hunderacer.
Men det kan paradoksalt nok komme til at give flere farlige hunde. Det mener Peter Sandøe, der er professor på Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.
"Vi kan frygte, at mange af de uansvarlige typer i stedet vil vælge en endnu farligere hund end dem, der kommer på forbudslisten," siger han til Jyllands-Posten.
Det var nemlig det, der skete, da regeringen forbød racerne pittbull terrier og tosa i 1991. Siden er antallet af kamphunde steget fra 1.000 til 20.000.
Det var daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K), der i 2009 nedsatte et hundeudvalg, som skulle undersøge mulighederne for et forbud mod bestemte racer. Et flertal i det hundeudvalg fraråder et forbud, men trods det har justitsminister Lars Barfoed (K) udarbejdet et lovforslag, der i dag skal til politisk drøftelse i Folketinget.
"Alle hunde er i princippet farlige. Problemet er ejerne. Derfor anbefaler vi i udvalget, at der bliver strammet op på reglerne om håndtering af hunde," siger dyrlæge Pernille Hansen, der har deltaget i hundeudvalgets arbejde.