Rollen som spindoktor for statsministeren i Forbrydelsen 3 blev lært i tourbussen hos De Radikale.
Her kiggede og hørte Trine Pallesen med, da Margrethe Vestager sidste år var på valg-turné i hele landet.
- Jeg har aldrig været inde i politik før, men jeg fik langsomt en fornemmelse af det politiske spil. Da jeg fulgte Margrethe Vestager og hendes spindoktor på turen, fandt jeg ud af, hvordan man egentlig er over for hinanden og taler sammen, siger Trine Pallesen til BT.
Inden optagelserne til Forbrydelsen 3 havde Trine Pallesen ikke fulgt meget med i politik, hvorfor hun blev nødt til at lave en grundig research for at blive opdateret. Men opholdet sammen med den radikale leder og hendes pressemand gav noget helt særligt, som man ikke kan læse sig frem til.
- Jeg opdagede, at lige meget i hvilke kredse man kommer - i skurvognen eller blandt de kongelige - så taler man helt almindeligt. Jeg oplevede også, hvordan Vestager og hendes spindoktor sad og ævlede og bævlede og delte en chokoladebar. Så var de bare 'hjemme' og kunne tillade sig at sige, hvad de ville til hinanden, fortæller hun til BT.
Den 42-årige Trine Pallesen er især kendt for sin rolle som Gaby i DR's gamle krimiserie 'Rejseholdet'.
Kilde: BT