På søndag klokken 20.00 sidder det halve af Danmark igen bænket foran DR dramaserie Forbrydelsen , der også var den meste sete udsendelse i sidste uge.
Men danskerne får - udover fremragende underholdning - et forvrænget billede af virkeligheden, der i værste fald kan være skadeligt for vores opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre i vores samfund, mener den borgerlig-liberale journalist og kommentator Jarl Cordua.
- Der skal selvfølgelig være en kunstnerisk frihed, men jeg mener også, at seriens forfatter Søren Sveistrup med den store mediemagt har et ansvar for at beskrive samfundets spilleregler, så de minder om de faktiske forhold i dansk politik og retspraksis, siger Jarl Cordua.
I dagens udgave af Nyhedsavisen peger han i sit blogindlæg på flere eksempler, hvor manuskriptforfatter Søren Sveistrup misinformerer om almindelige samfundsforhold.
- I serien manipuleres de seere, der ikke har stor juridisk indsigt, eksempelvis til at tro, at man i Danmark kan slippe ustraffet fra grov vold, hvis bare man truer ofret til tavshed. Og det værste er, at det billede kan virkelighedens forbrydere også få, mener Jarl Cordua.
Han nævner også scener, hvor overborgmester Bremer pludselig - i strid med alle spilleregler - præsenterer en helt ny politisk dagsorden og hvor partileder Hartmann bliver anholdt af betjente midt i byrådssalen.
- Jeg gør mig ikke de store tanker om politikerne i Københavns Borgerrepræsentation, men det er skadeligt for vores demokrati, når seere på grund af Søren Sveistrups overfladiske research tror, at det er sådan det foregår ude i virkeligheden, siger Jarl Cordua.
- Og tidligere er de Liberales fundraisingsarrangement noget virkelighedsfjernt blevet fremstillet i luksuriøse omgivelser med violinspil osv. Hensigten med fundraising er ikke at bruge, men at indsamle penge. Bremer forsøger på et tidspunkt at overtale et andet partis leder Troels Hartmann til ikke at stille op som overborgmesterkandidat? Det svarer til, hvis Fogh forsøgte at overtale Helle Thorning til ikke at opstille som statsministerkandidat. Igen ren nonsens!, skriver Jarl Cordua i sit blogindlæg.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra manuskriptforfatteren Søren Sveistrup.