En 13-årig tysk pige, der i årevis har været holdt bag lås og slå af sine forældre, er nu overladt til myndighederne.
Pigen har været spærret inde i familiens hus i den lille tyske by, Lübbenow. Det oplyser en talsperson fra børne- og ungeforvaltningen i den østlige delstat, Brandenburg, ifølge netavisen thelocal.de.
En nabo til familien indberettede den 15. juli familien til myndighederne, og pigens forældre er nu sigtet for omsorgssvigt.
Det er endnu uvist, hvor længe pigen har været spærret inde, men hun har aldrig været skrevet op i byens skole, selv om familien flyttede til byen for flere år siden.
Ifølge lokale medier er den 13-årige pige fysisk og psykisk handicappet, men de tyske myndigheder vil ikke kommentere forlydenderne. Læger, som har undersøgt pigen, siger dog, at der ikke er tegn på, at hun har lidt fysisk overlast, mens hun har været holdt indespærret.
Myndighederne undersøger nu, hvorfor det har taget så længe, før nogle fattede mistanke til familien.