Har man brystkræft og skal opereres på Rigshospitalet i København, kan lægerne ikke leve op til behandlingsgarantien.
Det er indførelsen af de såkaldte mammografiscreeninger, som har fået antallet af patienter med brystkræft til at stige, fordi man opdager kræft, der ikke tidligere blev opdaget, skriver Politiken.
Det stigende antal kræfttilfælde betyder, at der i mange måneder vil være for lang ventetid, forudser Niels Kroman, der er leder af den brystkirurgiske afdeling på Rigshospitalet.
"Jeg kan ikke se, at det vil ændre sig frem til jul, med mindre der gøres noget helt drastisk. Derfor er jeg nødt til at råbe op nu," siger Niels Kroman.
Regeringen og Danske Regioner har besluttet, at kræft skal behandles som akut sygdom uden unødig ventetid.
Det betyder, at målet er, at kvinder med brystkræft skal undersøges og behandles inden for 18 hverdage, efter at de er blevet henvist med mistanke om brystkræft.
Men netop som Rigshospitalet kæmpede for at leve op til det krav, blev der for alvor sat gang i mammografiscreeningerne i foråret. »Det væltede læsset«, siger Kroman til Politiken.