Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
Artiklen er skrevet af
Udgivet lørdag den 20. marts 2010, kl. 13:45
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this
Der bliver færre folkeskoleelever i fremtiden, og derfor skal der også skæres ned på antallet af lærere. Arkivfoto.
Der bliver færre folkeskoleelever i fremtiden, og derfor skal der også skæres ned på antallet af lærere. Arkivfoto. (Foto: Søren Bidstrup / Scanpix)

Folkeskolen kan undvære 3.200 lærere

Børneårgangene bliver mindre, og derfor vil folkeskolerne kunne undvære 3.200 i 2020. Det mener undervisningsminister Tina Nedergaard (V).

Folkeskolen kan sagtens klare sig uden 3.200 lærere om ti år, uden at det betyder, at eleverne kommer til at sidde med fingeren i vejret i længere tid end i dag.

Det siger undervisningsministeren.

"Jeg sidder med fingrene nede i tallene. Situationen er, at der vil være lige så mange lærere per elev i 2020, som der er i 2010, selv hvis der er 3.200 færre lærere, simpelthen fordi der er færre elever," siger Tina Nedergaard ifølge jp.dk.

Det har hun for så vidt ret i, mener formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Han har dog alligevel et forbehold.

"Det, man bare skal være rigtig opmærksom på, er, at vi er i en situation, hvor mange lærere går på pension i de kommende år. Så selvom vi står foran et faldende elevtal, får vi altså brug for, at endnu flere søger ind på læreruddannelsen," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.

For at forhindre læremangel i de kommende år skal regeringen sammen med Danmarks Lærerforening og Kommuners Landsforening sørge for at sikre, at det er attraktivt at være lærer i den danske folkeskole, mener Anders Bondo Christensen.

"Det, der belaster lærerne i dagligdagen, er, hvis de føler, at de ikke gør deres arbejde godt nok. Derfor skal vi have fokus på muligheden for at lave god undervisning frem for at fokusere på målinger, kontrol og centrale bestemmelser om, hvordan man skal undervise," siger han.

Regeringen har bebudet nulvækst på de kommunale budgetter i de kommende år, men undervisningsminister Tina Nedergaard ser ingen grund til, at lærerne bekymrer sig af den grund.

"Der har været mange rygter om, at der skal spares i folkeskolen. Der er ikke et eneste år, hvor det har været rigtigt i den tid, vi (regeringen, red.) har været her," siger hun og understreger samtidig, at hun taler om et landsgennemsnit.

Men den holder ikke, mener Anders Bondo Christensen.

"Det er simpelthen forkert. Det er formentlig fordi, hun ikke har nået at sætte sig ordentlig ind i tallene. Det, der er tilfældet, er, at specialforanstaltninger har slugt så mange ressourcer, at normalundervisningen i den danske folkeskole har fået færre ressourcer per elev. Det er veldokumenteret," siger han og fortsætter:

"Hertil kommer, at kommunerne har overtaget pensionforpligtelsen af lærerne fra staten, og det skal altså også trækkes ud af de midler, der er givet til folkeskolen. Derfor har der været et klart fald med midler per elev," siger han.

20.03-2010 | 13:57 af Carsten Svendsen
Når undervisningsministeren kan udtale sig om, hvor mange lærere der kan undværes om 10 år, så må hun jo være sikker på, at VKO's politik har gjort Danmark til et land, der - mindst 5 år frem i tiden - ikke er værd at sætte børn til verden i!
20.03-2010 | 14:20 af Kaj Jensen
De små årgange, som vi fremskriver udviklingen fra, er grundlagt i 1990'erne.
20.03-2010 | 15:00 af Carsten Svendsen
09.04-2010 | 16:02 af Dennis Persson
så må vi jo håbe at der ikke er nogen der lige pludselig har tænkt sig at få flere børn , statistikken skulle jo nødig vælte,jeg mener at jeg kan huske at der var en fra venstre der sagde at nu skulle vi til at få flere børn, for at finansere vores velfærd,nej vores kære undervisningsminister sidder ikke med fingrene nede i tallene ,men med fingrene op i r...., her har de sgu fundet en god efterfølger til sorte bertel, som vi også demonstrerede imod da jeg gik i 7 i 1981, der skar de også ned på folkeskolerne, det er sgu ren kassetækning og det helt forkerte sted at skære,det skal ændres , det kan ikke være børn og ældre der skal rammes hver gang at der bliver ført en ufinanseret skattepolitik,og der må en helt anden tankegang til hos de politikere som sidder og styrer en så vigtig proces som at sørge for at de ældre og børnene får de bedste forhold i deres dagligdag,ellers kan vi sgu ligeså godt ansætte en flok bogholdere til at være der ,i stedet for den siddene regering, man kan sgu ikke altid køre et samfund, hvor der er plus på kontoen ,det koster noget at køre et samfund og det klinger hult ,når man tænker på at en af årsagerne til nedskæringerne er, at de har givet skattelettelser til de mest velstillede, samtidig med at dem, som ikke har det valg, at kunne frit vælge en privatskole ,fordi at pengene ikke er noget problem, det er vel ikke den vej, vi alle ønsker at det skal gå,men at alle uanset hvilket social baggrund man har ,skal man kunne modtage den bedste undervisning i folkeskolen, så er vi da gået 100 år tilbage i vores demokrati,nej det må koste det det koster, fordi regningen i sidste ende bliver langt større for os allesammen ,og her tænker jeg ikke kun pengemæssigt ,men også socialt og det er vel ikke det som vi skal gå efter i det lange løb uanset ens politiske tilhørsforhold,eller hvad ?
19.04-2010 | 14:36 af Kirstine Andersen
Fra artiklen:
- "uden at det betyder, at eleverne kommer til at sidde med fingeren i vejret i længere tid end i dag."
Så kan jeg da fortælle den kære nye minister, at man i dag kan sidde forholdsvis længe med fingeren i vejret. Jeg mener i forevejen, der er for få lærere til de elever, som allerede er i skolerne, og det vil stride fuldstændig imod regeringens ønske om, at Danmark skal have det bedste uddannelsessystem. Det er overhovedet ikke optimalt, at ÉN lærer skal undervise over 30 elever på samme tid - for sådan er tallene ikke kun for de gymnasielle uddannelser, men nu også folkeskolerne. Et af de største problemer i forhold til mundtlig karaktergivning er, at der simpelthen ikke er tid til, at alle elever kan nå at sige så meget, så de kan få en topkarakter i faget. Det kan undervisningsministeren vel godt se pointen - eller er det liige en tand for meget for hende, at forstå hvordan det politisk bestemte fungerer i hverdagen??
 
02.05-2010 | 19:19 af Per Salting
Så længe man kan opleve en normalt begavet elev i en 4. klasse bruge lommeregner til 7x10, så er der brug for flere midler, ikke færre.
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.