Indvandrere i massevis skal inviteres til Danmark og redde den danske økonomi med deres arbejdskraft.
Det mener Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
Statsministeren vil skrue op for alle knapper for at lukke de bedste hoveder og hænder ind i kongeringet. Eksempelvis skal green card-ordningen, der giver kvalificerede indvandrere mulighed for at søge job og uddannelse i Danmark, justeres kraftigt, så det blivere langt lettere at komme til landet, skriver Berlingske Tidende.
Regeringen mener, at den udenlandske arbejdskraft er så vigtig for udviklingen, at den skal være omdrejningspunktet i en plan for samfundsøkonomien, som regeringen fremlægger til august.
- Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan gøre mere, siger statsministeren til avisen.
Anders Fogh Rasmussen er bekymret over, at mere end hver fjerde offentligt ansat vil gå på pension i løbet af de næste ti år. Samtidig mangler der allerede arbejdskraft i det private erhvervsliv. Og fordi de små årgange nu er på vej ud på job-markedet, vil det blive svært at få nok hænder og hoveder til arbejdsmarkedet.
- Hvis ikke vi får løst det problem, vil det være en bremse på den økonomiske vækst i Danmark, og det vil give et velfærdstab. Hvis vi skal sikre, at der i de kommende år er penge nok til at finansiere alt det, vi gerne vil i vores velfærdssamfund, så er vi simpelthen nødt til at gøre noget, siger Anders Fogh Rasmussen til Berlingske Tidende.
Dansk Folkeparti er parat til at støtte statsministerens ønske.
- Hvis regeringen kan vise os, at der er et behov, så er vi med på at justere kravene i green card-ordningen. Men vi må være sikre på, at vi ikke risikerer, at der samtidig sidder danske arbejdsløse og går glip af de job, som udlændingene får, siger integrationsordfører Jesper Langballe til Berlingske Tidende.