Det er stærkt problematisk, at et ledende medlem af islamisk trossamfund har deltaget i en demonstration arrangeret af den ekstreme muslimske organisation Hizb ut-Tahrir.
Det mener statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som på sit ugentlige pressemøde, tirsdag, kritiserede talsmanden for Islamisk Trossamfund, Kassem Ahmad, for at have deltaget i Hizb ut-Tahrir-demonstrationen fredag i anledning af en række avisers genoptrykning af Muhammed-tegningerne.
- Islamisk Trossamfund opfordrer gang på gang til dialog. Og vi er i regeringen løbende i dialog med Islamisk Trossamfund og andre muslimske grupperinger i det danske samfund. Derfor er det stærkt problematisk, at fremtrædende repræsentanter fra Islamisk Trossamfund deltager
i en demonstration, der signalerer opbakning til en antidemokratisk organisation
som Hizb ut-Tahrir, sagde Anders Fogh Rasmussen på pressemødet.
- Vi kan ikke have, at man taler med to tunger. I den dialog, som vi har med Islamisk Trossamfund, vil sagen være punkt nummer ét.
S også vrede
Også Socialdemokratiet kritiserer Islamisk Trossamfund.
- Hizb-ut-Tahrir
står for en uhyggelig mangel på respekt for demokrati og ytringsfrihed. Derfor
er det er helt undergravende for enhver troværdighed, når Kassem Ahmad på den
ene side taler om dialog og ro på vegne af Islamisk Trossamfund, mens han på den
anden side deltager i Hizb-ut-Tahrirs usmagelige protest mod ytringsfriheden og
vestlige værdier, siger partiets integrationsordfører, Henrik Dam
Kristensen, i en pressemeddelelse.
Regnskab skal gøres op
Under
demonstrationen blev der fremsat trusler om, at hele den vestlige verden bare
kan vente sig, for muslimerne vil gøre regnskab for alt det, vi ikke har glemt .
- Det er jo en
fuldstændig pervers trussel, der bliver fremsagt. Hvis Islamisk Trossamfund
vælger talsmænd, der sympatiserer med Hizb-ut-Tahrir og deltager i
demonstrationer, hvor sådan noget bliver sagt, så er det meget svært at nå til
nogen form for dialog. Det bør både Kassem Ahmad selv og Islamisk Trossamfund
overveje meget nøje, siger Henrik Dam Kristensen.