Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) garanterer sygeplejerskerne, socialrådgiverne, lærerne med flere, at de ikke vil blive svigtet, selvom deres hovedorganisation, FTF, ikke er med i den såkaldte trepartsaftale. Aftalen, der blev indgået søndag, indebærer blandt andet mere efteruddannelse for en lang række fagområder.
De tre parter i aftalen er arbejdsgiverne (kommunerne og regionerne), de ansatte (fagbevægelsen) og regeringen. Men som sagt udvandrede FTF, da regeringen ikke ville imødekomme ønsket om en uges årlig efteruddannelse til medlemmerne.
Dermed er det kun LO og Akademikernes Centralorganisation (AC) fra fagbevægelsen, der sætter deres underskrift på den endelige aftale, og det får Socialdemokraterne til at kritisere aftalen for at være smal og for ikke på afgørende vis at forbedre arbejdsvilkårene for FTF-faggrupperne.
Men Anders Fogh Rasmussen understregede på pressemødet søndag aften, at trepartsforhandlingerne kun er en del af den såkaldte kvalitetsreform af den offentlige sektor, som regeringen arbejder på. Han beklagede, at FTF ikke ville være med hele vejen.
»Men det betyder ikke, at personalegrupperne bliver ladt i stikken. De dele, der handler om de medarbejdere, som FTF omfatter, må regeringen nu selv tage sig af,« lød den let syrlige kommentar fra statsministeren, der tilføjede, at trepartsaftalen kun er en del af regeringens kommende kvalitetsreform af den offentlige sektor.
Trepartsforhandlingerne er blevet opfattet som en kile mellem det traditionelt tætte bånd mellem partiet og specielt LO.
Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, afviser dog, at den nye alliance mellem LO og regeringen stiller hans parti i en dårligere sitution i den valgkamp, der senest kommer om halvandet års tid.
»Næ, det stiller os hverken værre eller bedre, for aftalen viser, at regeringen ikke har haft reel vilje til at forbedre den offentlige sektor. Der er kommet lidt forbedringer på efteruddannelsesområdet, men aftalen vil ikke give én hånd mere i den offentlige sektor,« siger Carsten Hansen.
Men det sætter vel en kile ind mellem jer og LO?
»Nej, for det er klart, at LO skal gå ind og se, hvad de kan få ud af det, når de bliver indbudt til trepartsforhandlinger,« mener Carsten Hansen.