Skrevet i samarbejde med Frederik Roed.
I årevis har Konservative skreget på skattelettelser - nu er de på vej.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afslørede på Venstres sommermøde i Fredericia lørdag formiddag, at han "i øjeblikket sidder sammen med Bendt Bendtsen" (erhvervsminister og formand for De Konservative, red.), og at de to om to uger vil fremlægge en plan for, hvordan skatten på arbejde kan sættes ned.
- Skatten på arbejde skal yderligere sænkes. Det har vi haft i vores partiprogram. Men det skal være et tilstrækkeligt økonomisk råderum til det. Hvis man bare kaster en skattelettelse ud, så risikerer vi at det hele kører af sporet, sagde Fogh og tilføjede, at han sammen med Bendt altså lige nu sidder og kigger på, hvordan de kan få det hele til at hænge sammen økonomisk.
- Det skal kunne betale sig at arbejde, men det skal være skattelettelser med en social profil, som tilgodeser de laveste indkomster, sagde Fogh.
Statsministeren ville dog ikke præcisere deltajer i forslaget, som han kalder sin 2015-plan.
- Det må I vente to uger med at få vide, sagde Fogh til sine partifæller.
Fogh talte uden manuskript med sine velkendte aldrig blinkende øjne. Han var helt glatbarberet, iklædt en lyseblå skjorte og han havde droppet slipset.
Han stod midt mellem bordene på Venstres landsmøde og fremlagde roligt gestikulerende sin plan.
Statsministeren understregede flere gange - som et tilbagevendende slogan for talen - at "regeringen kan gøre det bedre".
- Vi er som sportsfolk. Selvom vi har nået gode resultater, vil vi gøre det endnu bedre, sagde Fogh og gav et eksempel, der fik salen til at klappe.
- Lars (Løkke Rasmussen, sundhedsminister, red.) har cyklet fra København til Paris, se hvor han har slanket sig, det er et eksempel på, at man kan gøre det endnu bedre, sagde Fogh.
Statsministeren betonede, at vi har fået bedre rammer for velfærd, og at det offentlige har fået 35 milliarder mere om året, end da Venstre trådte til i 2001.
- Det er penge, der er gået til ting, som folk virkelig sætter pris på, sagde Fogh.
Fogh sagde også, at han var blevet meget berørt af sin rejse til Grønland, og at han mente, at Danmark skal være helt uafhængigt af fossile brændstoffer.