Den tidligere statsminister Anders Fogh skal i vidneskranken.
Her skal han forklare en Irak-kommission, hvorfor Danmark gik i krig i Irak. Det slår den nuværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fast over for pol.dk.
"Det giver kun mening at få lavet en tilbundsgående undersøgelse af beslutningsgrundlaget for Irak-krigen, hvis de helt centrale aktører i beslutningen omfattes af undersøgelsen. Det gælder således i sagens natur også de ministre, som spillede en helt særlig rolle," siger Villy Søvndal til politiken.dk.
Kommissionen skal "belyse baggrunden for den danske beslutning om deltagelsen i Irak", og flere højtstående embedsmænd skal formentlig også vidne.
"Nu skal rammene for kommissionsundersøgelsen først laves - det kommer til at ske i Justitsministeriet. Men det er naturligvis min klare forventning, at vi skal omkring alt det relevante, og dermed også alle de relevante aktører," fortæller Søvndal.
Anders Fogh kan muligvis være under diplomatisk immunitet som Natos generalsekretær, men han oplyser til pol.dk, at han vil møde op og svare på de spørgsmål, som måtte komme.
Kilde: pol.dk