Regeringen med beskæftigelsesminister
Claus Hjort Frederiksen (V) i spidsen vil stramme reglerne for de cirka 32.000
mennesker, der arbejder under 30 timer om ugen og modtager supplerende
dagpenge ved siden af.
Det skriver Politiken.
I en tid med skrigende mangel på arbejdskraft er ordningen simpelthen for lukrativ og for nem at misbruge, mener ministeren.
- For
nogle mennesker er det jo en behagelig måde at leve livet på. De har
måske et undervisningsjob et eller andet sted, og så får de supplerende
dagpenge ved siden af, siger Claus Hjort Frederiksen til Politiken.
Til nordjyske.dk siger statsminister Anders Fogh Rasmussen:
- Der er skrigende mangel på arbejdskraft. Vi har som
regering simpelthen en forpligtelse til at kigge på alle de steder,
hvor der er mulighed for at øge arbejdsudbuddet.
Af et ikke-offentliggjort notat fra
Beskæftigelsesministeriet fremgår det, ifølge Politiken, at kun hver tredje modtager af
supplerende dagpenge er jobsøgende – selv om det er en forudsætning at
søge job, hvis man skal modtage ydelsen.
Omkring midten af
januar vil ministeriet have hele analysen klar, og umiddelbart herefter
vil regeringen præsentere sit dagpengeforslag for de andre partier.
Ministeren
vil afvente den fulde analyse af området, som ventes klar midt i
januar, før han lægger sig endeligt fast. Men han siger allerede nu, at
der skal strammes op på, hvor lang tid man kan modtage supplerende
dagpenge.
I dag kan fastansatte på deltid få
supplerende dagpenge i maksimalt 52 uger, mens løstansatte som f.eks.
vikarer, løsarbejdere og konsulenter på deltid kan få i ubegrænset tid.
Foruden
undervisere er pædagoger og plejepersonale overrepræsenteret blandt
modtagerne af supplerende dagpenge, men også mange andre faggrupper
får. For en pædagog med 29 timers arbejdsuge giver det ifølge BUPL
3.199 kroner i dagpenge om måneden.
Socialdemokraterne og Dansk Arbejdsgiverforening bakker op om en stramning af reglerne. Dansk Folkeparti er skeptiske, men ikke afvisende.