I en telefonsamtale tirsdag mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og den amerikanske præsident George Bush, understregede Anders Fogh Rasmussen, at han håber, at irakerne i løbet af i år selv kan overtage sikkerheden i de sydlige Irak, hvor de danske og britiske soldater er på mission.
»Jeg fremhævede mit håb om, at 2007 vil blive året, hvor irakerne selv kan overtage ansvaret for sikkerheden i Sydirak. I takt med, at irakerne selv overtager ansvaret, kan vi reducere antallet af britiske og danske soldater og tilpasse deres opgaver,« skriver Anders Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse.
Han skriver også, at han over for den amerikanske præsident pegede på behovet for fremskridt i den politiske proces, ikke mindst for at sikre forsoning mellem de forskellige samfundsgrupper i Irak.
»Det er vigtigt, at der sker fremskridt i den irakiske regerings freds- og forsoningsplan, at menneskerettigheder og retsstatsprincipper fremmes, og at indsatsen for civil genopbygning styrkes,« lyder det.