Anders Fogh Rasmussen (V) retter et hårdt angreb på både Århus og Københavns Kommune for at ville tage særlige hensyn til religion i kommunernes institutioner og arbejdspladser.
I Århus har man planer om at lave studiekredse eller kurser for forældre om religiøse og kulturelle emner. Og i København vil man give lige adgang for alle til halalkøb i børnehaverne. Begge steder åbnes der for at give medarbejdere frihed til at bede og holde helligdage, som ikke er traditionelt danske.
»Jeg ser med meget stor betænkelighed for ikke at sige bekymring på de tanker, som er fremme fra de socialdemokratiske borgmestre i København og Århus. Det er velkendt, at jeg har den opfattelse, at vi skal have mindre religion i det offentlige rum. Efter min opfattelse lægger de forslag, der nu overvejes i København og Århus op til mere religion i det offentlige rum,« sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde.
Imens han dermed forsøgte at gøre forslagene til socialdemokratisk politik, har børnerådmand i Århus og fremtrædende medlem af Venstre, Louise Gade, åbent støttet forslagene om at inddrage religion i kommunens integrationsarbejde. Hun mener, at de ansatte skal have mere viden om religion.
»Viden skader jo aldrig. Det er altid godt at vide noget om det, man har med at gøre. Jeg er meget betænkelig ved de projekter, de har i gang i Århus, det skal jeg ikke lægge skjul på,« sagde statsministeren.
Tidligere har også den socialdemokratiske top taget afstand fra forslagene.