Formanden for sosu-assistenterne og portørerne på landets sygehuse frygter nu en ny fyringsbølge i kølvandet på det kuldsejlede sygehusprojekt i Region Midtjylland.
Politikerne "må tage sig sig sammen," siger Dennis Kristensen, efter Ekstra Bladet i dag skrev, at regionen har spildt en kvart milliard kroner på lønninger til arkitekter, ingeniører og rådgivere, uden at planerne bliver til noget.
FOA-formanden frygter, at dårlig styring af byggeprocesserne i forbindelse med de kommende supersygehuse vil koste endnu flere fyringer og sparerunder.
"Vi vil ikke som personale finde os i, at det, at befolkningen skal have nye sygehuse, og vi skal have bedre bygninger, skal ende med at koste stillinger, fordi man ikke kan finde ud af noget så basalt som at styre en byggeproces. Det er simpelthen under al kritik," siger Dennis Kristensen til Newspaq.
Når året er omme har omkring 700 social- og sundhedsassistenter fået en fyreseddel på grund af besparelser. Og skandalen i Region Midtjylland, hvor FOA organiserer 2200 sosu-assistenter, er endnu en streg i regningen, konstaterer FOA-formanden.
"Vi har i forvejen rigtig store problemer med fyringsrunder rundt omkring på sygehusene. Og nu kommer det her så oveni, hvor det ikke er et spørgsmål om, at man har overskredet budgetter sidste år, men derimod at politikerne ikke kan styre nogle byggeprocesser. Det er dybt, dybt urimeligt," siger Dennis Kristensen.
Hos Dansk sygeplejeråd, der organiserer sygeplejerskerne, siger næstformand i Midtjylland, Gert Petersen, at han ikke regner med, at byggeplanerne koster fyringer.
"Vi har ikke kendskab til, at der skal afskediges medarbejdere på baggrund af det projekt. Men vi følger situationen meget nøje," siger han til Newspaq.
Sygehusprojektet i Region Midtjylland til i alt 13,1 milliarder kroner er blevet afvist af et udvalg under VK-regeringen.
I stedet er der bevilget 6,5 milliarder kroner i statsstøtte til et nyt sygehus. I Region Midtjylland hænger man nu på de omkring 250 millioner kroner for den oprindelige storstilede plan.
Men formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (S), afviser, at alle pengene er spildt.
"Der har ikke været meget spildt forarbejde. Der er lavet udbudsberegninger og planer, som stadig kan bruges i projektet," siger han til Politiken.dk.
Sagen bliver nu taget op på Christiansborg. Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt kalder nu sundhedsminister Bertel Haarder (V) i samråd.
"Jeg forstår, at to embedsmænd er blevet fyret i sagen, men der må jo også ligge et politisk ansvar, siden det kan lade sig gøre at bruge så mange penge uden resultater. Derfor vil jeg bede sundhedsminister Bertel Haarder (V) om en redegørelse i sagen," siger Liselott Blixt.