Rekordhøj økonomisk vækst i de sidste 10 år har ikke medført en større sikkerhed for at alle mennesker i Afrika kan spise sig mætte hver dag uafhængigt af vind og vejr. Fattigdom er reduceret, men der skal mere til.
Havde afrikanske regeringer de sidste mange år været bedre til udviklingspolitik, ville en fjerdedel af befolkningen (218 millioner) syd for Sahara ikke være fejlernærede og en tredjedel af børnene ikke have hæmmet fysisk vækst.
UNDP, FNs udviklingsorgan, har udgivet sin første Afrika-rapport nogensinde, og den understreger, at uden at sætte mennesket i centrum for udviklingen, er økonomisk vækst ikke nok. Menneskelige forhold for kvinder og børn bedres hastigt, men der er stadig hungersnød visse steder.
Paradoks
Det er en benhårdt paradoks, at i en tidsalder med overproduktion af fødevarer oplever det afrikanske kontinent sult og fejlernæring trods rige muligheder for det modsatte. Andre steder i verden er sult stort set ukendt.
Afrika har set flere sult-katastrofer og endnu en er på vej i Vestafrikas Sahel-region med mindre hjælpeorganisationer og gavmilde lande samler sig i god tid med den nødvendige indsats.
På længere sigt må Afrika holde op med at tigge om mad, skriver UNDP. Det er en fornærmelse både imod regionens værdighed og potentiale. Hvis lande har råd til jetfly og avancerede våben kan de vel også håndtere landbrugsmaskiner og kunstig vanding.
Hvad der savnes er politisk vilje og fokus, skriver UNDPs regionale leder for Afrika, Tegegnework Gettu.
Sikkerhed for mad
Modparten til sult-katastrofer er fødevaresikkerhed. Den græsselige forhold på Afrikas Horn skyldes ikke udelukkende hårdnakket tørke. Det er andre årsager, og de er velkendte. Blandt de førende er årtier med dårlig politisk ledelse.
Afrika ville ikke være kronisk fødevare-u-sikkert, hvis ikke regime efter regime havde plyndret deres lande og ophobet velstand i små eliter af velhavere, skriver UNDP.
Disse eliter har monopoliseret landets indkomster og ressourcer og hverken skab job eller industrier.
[pagebreak]
Blandt årsagerne til hungernøden i Somalia og nabolande nævner UNDP også fejlslagen høst og andre problemer som konflikt. Udfordringerne omfatter uens adgang til mad på grund af fattigdom.
Sult-katastrofen har langvarige følger som dybere fattigdom, fejlernæring og periodevis mangel på mad. Det sætter udviklingen for det enkelte individ tilbage og skader på længere sigt samfundet.
Modstandsevne
Hvor massive indsamlinger og donationer er nødvendige i krisetider, skal der langsigtet indsat til for at forhindre katastroferne i at opstå, skriver UNDP. Det handler om modstandsevne.
Tusinder af smålandbrug skal have hjælp til at øge deres produktivitet, sikre konstant god ernæring for børn, styrkelse af selvstændighed for kvinder og den fattige landbefolkning samt opbygning af bæredygtige fødevaresystemer.
Fødevaresikkerhed i Afrika hviler på skuldrene af de små landbrug, hvis forhold er systematisk misligholdte i mange lande og store regioner. Selv infrastrukturen til transport af varer er smuldret mod tidligere. Sektorens potentiale børn slippes løs, hedder det.
Rige landes rolle
Sikkerhed for mad opstår først, når befolkningen får hjælp til at yde modstand imod og overleve selv de hårdeste tørkeperioder gennem opbyggede ressourcer.
Den slags opstår først, når udviklingslande gennemfører effektive nationale indsatser for udvikling.
De rige donorlande får også et fur, fordi de har en kritisk rolle i at holde Afrika fattigt og sultent. Rige lande som USA og EU opretholder systematiske fødevaresubsidier, der smadrer de små landbrugeres økonomi, fordi de skal konkurrere med de riges overproduktion.
Andre faktorer har tjent til at gøre slemt værre, herunder politiske planer inspireret i udlandet og finansieret ved dyre lån. For at tilbagebetale lånene har afrikanske lande ændret deres landbrugsproduktion til exportvarer snarere end madvarer til lokalbefolkningen.
Asien og Latinamerika har gennemlevet grønne revolutioner under en tidligere tidsalders vilkår. Millioner liv blev sparet. Trods en voksende middelklasse og forandrede markeds- og miljøforhold ude i verden bør Afrika kunne brødføde sig selv. Den økonomisk vækst er stærk nok.