Ingen ved præcis, hvad der sker i hovedet på flugtbilister, når de rammer en uskyldig forbipasserende. Nogen bliver grebet af panik og hamrer speederen i bund for at komme væk, andre frygter måske, at uheldet kan afsløre elskerinden på egnen.
Der er ikke lavet undersøgelser af de cirka 30 årlige tilfælde, men fornemmelsen hos politiet er, at langt de fleste har en grund til at flygte, fordi politiet i forvejen gerne vil have fat i dem.
»Det kan være spritbilister, eftersøgte eller folk der kører i en stjålet bil, som pludselig ikke kan overskue situationen,« lyder budet fra Mogens Wilbert, chefpolitiinspektør i Rigspolitiets Færdselsafdeling.
I de seneste uger er flere københavnere blevet kørt ned af bilister, som er kørt deres vej uden at interessere sig for deres offer. Forleden mistede en 41-årig mand livet, da han blev torpederet af en BMW på Amager, og mange husker sagen fra Brønshøj, hvor en kvinde og hendes ufødte barn for to år siden blev kørt ihjel.
Nyhedsbureauet DNY har fået Danmarks Statistik til at kigge nærmere på tallene for flugtbilister. De viser, at ?blot? tre mennesker fra 2003 til og med 2005 blev kørt ihjel af flugtbilister, mens 51 kom alvorligt til skade. 45 slap med lettere kvæstelser.
I Københavns Politi oplever man flere uheld på tæt hold, end man gør hos Rigspolitiet. Også her er der en opfattelse af, at flugtbilister har andre sager hængende, der kan være forholdsvis små som et frakendt kørekort. Fornemmelsen er dog også, at folk, der stikker af fra gerningsstedet, ikke så meget frygter strafferammen på otte års fængsel som en regning fra forsikringsselskabet.
»Det er individuelt, hvad der rører sig i hovedet på folk, og jeg skal ikke kunne sige noget med sikkerhed. Men mange gange har man en formodning om, at kroner og øre står bag,« siger Rolf Clausen, vicepolitikommissær i Københavns Politi.
Han mener desuden, at det ikke er til at lave en generel karakteristik af flugtbilister.
»Slet ikke. Det tror jeg faktisk er rimeligt bredt. Men du skal også tænke på, at i dagligdagen er det her bare almindelige sager som alle andre. Vi går ikke ind og differentierer mellem en ung, gammel, mand eller dame. Lige nu har det bare stor bevågenhed, fordi sagerne har været i pressen,« påpeger han.
Flugtbilister og deres ofre
Så mange er flygtet efter et uheld (så mange er kommet til skade)
2003: 31 (32)
2004: 33 (35)
2005: 29 (32)
I alt 99 mennesker er kommet til skade i 93 uheld. Tre er blevet slået ihjel.
Af de 99 sad 34 på cykler, 31 var gående, 14 sad i personbilister, 10 på knallerter, 6 i varebilister, 2 på knallert 45, 1 på motorcykel, mens en enkelt ramt selv er forsvundet fra uheldsstedet
Kilde: Danmarks Statistik