Skrevet i samarbejde med Ulla Gunge, ulgu@avisen.dk
Det kan være en taxa, men det kan også være en almindelig lys grå personbil, som politiet forsøger at finde oven på det tragiske dobbelte trafikdrab i København lørdag morgen.
»Vi anmoder alle i nærområdet, der har set en lys bil komme hjem med skader på højre fronthjelm og forrude, om at tage kontakt til politiet. Vi formoder, at det drejer sig om en lys grå bil,« siger efterforskningsleder Niels Bogs-Grarup.
Døde på stedet
Bilen mejede omkring klokken 04.40 lørdag morgen to unge mænd ned. Den ene døde på stedet, mens læger på Rigshospitalet kæmpede i timer for at redde den anden uden held.
Efter det voldsomme sammenstød, som skete på HC Ørsteds Vej, flygtede føreren i den grå vogn i høj fart mod nord via Åboulevarden.Politiet har brugt weekenden på at finde bilen, som har tydelige skader på højre fronthjelm og forrude, men endnu er der ikke kommet afgørende spor i sagen trods talrige henvendelser.
Politiet efterlyser vidner, der befandt sig i området omkring ulykkestidspunktet, men ingen har meldt sig.
Til gengæld er det ikke sikkert, at det er en taxa, der jages, som først antaget.
»Vi har ikke fået nogen henvendelser fra taxacentralerne. Vi går ud fra, at vi havde fået informationer fra dem nu, hvis de vidste noget,« siger Niels Bogs-Grarup.
Taxachaufførernes formand i København tager stærkt afstand fra gerningsmanden.
»Hvis det er en taxachauffør, kan man kun tage afstand fra det på skarpeste vis,« siger Lars Christiansen.
På HC Ørsteds Vej er der lagt blomster ved gerningsstedet til minde om de to barndomsvenner fra Kerteminde. Og på de to mænds myspace-profiler på internettet tikker afskedsbeskederne ind fra venner, der er i chok.
Politiet kan kontaktes på telefon 33 14 14 48, hvis man har oplysninger i sagen.