En flugtbilist, der tidligt i morges påkørte to unge mænd ved Frederiksværk, blev lørdag eftermiddag varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Helsingør. Det skriver Nordjyske.dk.
Ulykken skete ved fire-tiden i morges. De to to mænd på henholdsvis 18 og 22 år kørte sammen på en knallert på Strandvejen ved Frederiksværk, da de blev ramt bagfra. Føreren af bilen stak af fra ulykkesstedet, men blev kort efter pågrebet af politiet. Han var stærkt spirituspåvirket og havde ikke noget kørekort - det er han blevet frakendt for netop spirituskørsel.
Den 18-årige blev slynget op på bilens forrude og er nu indlagt på Rigshospitalet med svære kvæstelser. Hans tilstand beskrives af politiet som yderst kritisk. Den 22-årige kammerat, der sad bag på, slap med et brækket
ben.
På grund af ulykken blev bilisten sigtet for flere lovovertrædelser -
for hensynsløst at have udsat andre for livsfare, for under skærpende
omstændigheder at være årsag til betydelig legemsbeskadigelse og for
spritkørsel. Manden skal være fængslet til 6. juli, bestemte dommeren.