Politikernes obligatoriske tur op til dronningen, når der skal dannes ny regering skal skrives ind som et kapitel i historiebøgerne, mener et flertal af befolkningen.
Kun 42,6 procent mener, at dronningerunden skal bevares, mens 53,9 procent mener, at Folketingets formand er bedst til at udpege den person, som har de bedste forudsætninger for at danne regering. Det viser en meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark ifølge Jyllands-Posten.
Men det er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke meget for at gå med til. Dronningens integritet neutralitet er væsentlig, vurderer han.
"Regentens rolle ved regeringsdannelse sikrer først og fremmest to ting. Nemlig ordentlighed og gennemsigtighed," siger statsministeren.
Heller ikke Folketingets formand kan se nogen fordel i at lægge opgaven over på ham.
Dronning Margrethe selv mener, det er vigtigt at lade opgaven blive, hvor den er.
"Uden det kan monarkiet meget let blive kun til pynt - uden reel mening. Og det er måske heller ikke så tilfredsstillende for den, der sidder med det ansvar, der dog påhviler kongen eller dronningen," siger hun til Jyllands-Posten.
Et lille flertal af danskerne ser gerne at dronningen spillede en mindre rolle end i dag, når der skal dannes en ny regering.