Flere danskere får nu muligheden for at ende deres dage på hospice, hvor personalet er særligt uddannet til at tage sig af uhelbredeligt syge.
Tre nye hospicer bliver indviet i 2010, mens flere andre udvider. Alene i år udvider regionerne antallet af hospicepladser fra 158 til 214 - og flere er undervejs.
Samtidig melder stadig flere sig ind i lokale støtteforeninger, der arbejder for hospicer rundt om i landet. Antallet af medlemmer er steget fra 14.000 sidste år til omkring 15.500, viser tal fra foreningen Hospice Forum.
Og tendensen tyder på, at døden ikke længere er noget, vi forsøger at skubbe fra os. Det forklarer professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen til Politiken.
Det første danske hospice åbnede i 1992. Siden er interessen for de særlige hospitaler steget.
"Du kan rolig kalde det for en folkebevægelse. Da Hospice Djursland holdt åbent hus, kom der over 5.000 interesserede mennesker på en weekend," siger Tove Videbæk, der er formand for Hospice Forum.