Smerte, barnløshed og i værste fald døden. De yderste konsekvenser af sexsygdomme er til at tage og føle på. Alligevel er antallet af folk, der smittes med sexsygdomme som kønsvorter, gonoré og især klamydia steget støt igennem de sidste ti år. Og det er især unge, der er repræsenteret i statistikkerne.
Men ifølge Jan Fourchard, der er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen, er der flere grunde til stigningen i antallet af sexsygdomme blandt unge.
»Når flere unge lader sig teste for sexsygdomme, så finder man også flere, der er smittet. Det gælder især mænd, som ingen symptomer har, men godt kan være smittet alligevel. Men når det er sagt, så afspejler tallene nok også en øget smittespredning, og det vil sige, der stadig er rigtig mange unge, der ikke bruger kondom konsekvent.«
Et sejt træk
For at få vendt den kedelige statistik, lancerer Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Sex & Samfund en landsdækkende oplysningskampagne, der skal ændre de unges holdning til at bruge kondom.
»Vi vil gerne sætte fokus på vigtigheden af at bruge kondom. Vi skal få de unge i tale om det her. Og derfor ser vi gerne, at forældre, lærere og sundhedsplejersker går i dialog med de unge,« siger Jan Fourchard.
Hos Sex & Samfund understreger formand Christian Graugaard dog, at en kampagne ikke alene kan få flere unge til at dyrke sikker sex.
»En kampagne kan sætte et tema på dagsordnen. Men det er et langt sejt træk. Seksualundervisningen i skolerne foregår ret tilfældigt og skal gerne suppleres med yderligere oplysning, hvis man skal ændre unges holdning.«