Der ryger lige lidt ekstra ting på anmeldelsen, inden den sendes til forsikringsselskabet. Eller så er cyklen eller den bærbare slet ikke stjålet.
Finanskrisen har skabt så stor økonomisk usikkerhed, at flere og flere nu forsøger at tjene lidt ekstra lommepenge ved at svindle med forsikringen.
Det er åbenbart moralen, som er den første ting, der forsvinder, når danskerne er presset på økonomien. Det fortæller kommunikationschef i forsikringsselskabet Alka, Nicolai Kampmann.
Her oplever de, at flere smører lidt ekstra tykt på, når en skade eller et tyveri meldes til forsikringen.
Tendensen viser sig ved, at antallet af mistænkelige anmeldelser, der skal efterforskes nærmere, er fordoblet på to år. Det skriver 24timer.