Falske piskesmæld, oppustede regninger og dyre undersøgelser.
Det er kun fantasien, der sætter grænser, når flere og flere danskerne beslutter sig for at malke rejseforsikringen.
SOS international står for rejsesygeforsikringer i det offentlige, og de vurderer, at der er sket en stigning på 15 procent i antallet af svindelsager. Dermed er det mellem fem og ti procent af den samlede forsikringssum, omkring 100 millioner kroner, som går til svindlerne, skriver Berlingske Tidende.
"Stigningen skyldes formentlig, at den økonomiske krise har trykket folk på pengepungen og måske også lidt på moralen. Mange mener, at det er mere acceptabelt at svindle med rejseforsikringen end at stjæle varer i supermarkedet," siger vicedirektør i SOS International, Jan Sander til avisen.
Danskerne er opfindsomme, og flere forsøger blandt andet at fuske sig til gratis plasticoperationer. De indsender en regning fra et falsk hospital, og siger, at den stammer fra et trafikuheld.
"Vi støder på mange opdigtede historier om trafikuheld, hvor det så viser sig, at regningen i virkeligheden dækker over for eksempel en næseoperation, en tandbehandling eller sågar en brystoperation, der har givet kunden større bryster," siger Jan Sander.
Men danskerne snyder kun sig selv. Det er nemlig kunderne der ender med at betale ifølge underdirektør i Forsikring & Pension, Hans Reymann-Carlsen.
"På baggrund af engelske undersøgelser er der grund til at tro, at den samlede svindel med forsikringer resulterer i en ekstraudgift pr. forsikringstager på omkring 500 kr. om året."