En højere andel af børn vil i de kommende år blive født i nogle af verdens mest marginaliserede befolkningsgrupper, og børnedødeligheden vil være koncentreret i nogle lommer af ekstrem fattigdom rundt om på kloden.
Det viser et kig i krystalkuglen, som FN's børnefond, Unicef, har foretaget i en ny rapport, der offentliggøres tirsdag.
Rapporten viser, at verdens befolkning under 18 år kun i beskedent omfang stiger frem til 2025. Men dens sammensætning og koncentration vil ændre sig markant.
Det gælder både i mellemindkomstlande med store befolkninger, som eksempelvis Indien, Kina og Pakistan, men især i nogle af verdens fattigste lande i Afrika syd for Sahara.
For mens børnetallet falder i andre dele af verden, er det forholdsmæssigt højt i Afrika, fordi det ikke - som i resten af verden - er lykkedes at få børnetallet ned.
- Det er så ulige fordelt. Også inden for de enkelte lande og regioner er der meget store uligheder, og der vil komme flere uligheder end der har været før, siger Karin Aaen, informationschef i Unicef Danmark.
- Det stiller nogle store udfordringer til, hvordan man skal planlægge udviklingshjælp, der tilgodeser børn, tilføjer hun.
Prognosen fra Unicef viser endvidere, at antallet af børn i Afrika vil stige med 130 millioner mellem 2010 og 2025.
Omkring år 2050 ventes hvert tredje fødte barn og næsten hver tredje barn under 18 år at være afrikansk.