Flemming Rose får nyt job på Morgenavisen Jyllands-Posten. Han stopper som kulturredaktør og tiltræder i stedet som udlandsredaktør.
Rose blev kendt i hele verden, da Jyllands-Posten trykte de såkaldte Muhammed-tegninger, der medførte uroligheder i store dele af den arabiske verden. Han har netop udgivet bogen 'Tavshedens tyranni', der behandler hele Muhammed-sagen. Han har tidligere været korrespondent i i 14 år i Sovjetunionen, Rusland og USA.
Som ny kulturredaktør har Jyllands-Posten ansat Palle Weis, der indtil for kort tid siden var chefredaktør på Information. Det skriver avisen i en pressemeddelelse.
"Det er en meget stor glæde at kunne præsentere disse ændringer i redaktionsledelsen. Palle Weis demonstrerede på Information lige præcis det journalistiske håndelag og den vilje til at turde tage fat om de ubekvemme sandheder, som også er så vigtig for Jyllands-Posten," siger chefredaktør Jørn Mikkelsen i pressemeddelelsen.
Jette Elbæk Maressa, der hidtil har været udlandsredaktør, tiltræder nu i stedet en nyoprettet stilling som international korrespondent.