Anklagemyndigheden rejser nu straffesag mod fire personer fra Sverige. De er tiltalt for at planlægge drab af et større antal mennesker på Morgenavisen
Jyllands-Posten.
Det skriver rigsadvokaten i en pressemeddelelse.
De bliver bl.a. tiltalt for forsøg på terror, der skulle "skræmme en befolkning i alvorlig grad" og "destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer".
Politiets Efterretningstjeneste (PET) har tidligere udtalt, at der er tale om en terrorcelle som har forbindelse til et internationalt terrornetværk.
"Der er rejst tiltale for, at gruppen havde aftalt at tage til København bevæbnet med våben og ammunition for i Jyllandsposten/Politikens Hus på Rådhuspladsen eller en anden ikke nærmere bestemt lokalitet i Danmark at dræbe et større antal personer. Dette forehavende mislykkedes, da tre af dem blev anholdt i Danmark og en i Sverige den 29. december 2010," står der i pressemeddelelsen.
Efter anholdelserne, ransagede PET de to adresser og fandt en række plasticstrips, som formentlig har skulle bruges til håndjern. De fandt også en maskinpistol med ammunition og lyddæmper.
PET har oplyst, at terroristerne formodentlig var få timer fra at storme JP/Politikens Hus i det centrale København og skyde vildt omkring sig.
Så mange som muligt skulle slås ihjel, bl.a. ved at skære halsen over på dem. PET afværgede det formodede angreb få dage før, det ifølge PET skulle være sket.
Det seneste år har de fire sigtede siddet varetægtsfængslet. Mens tre blev anholdt i Herlev, blev den fjerde anholdt i Stockholm og udleveret.
Tre af de sigtede boede i Sverige og den fjerde i Danmark.
Straffesagen vil blive behandlet ved Retten i Glostrup. Sagen forventes at starte i april.