FC Nordsjælland fik den første sejr ude imod OB nogensinde i en kamp, som FCN burde havde ført allerede efter to minutter, da FC Nordsjællands Morten Nordstrand brændte en kæmpe chance. Arek Onyszko tabte et frispark, og riposten dumpede ned cirka to meter fra mål, hvor Morten Nordstrand burde have scoret. I stedet sparkede han bolden ind på låret af en liggende Arek Onyszko, og bolden fortsatte over mål til stor ærgrelse for Morten Nordstrand, der godt viste at den var gal.
»Det er en kæmpe chance, og den skal jeg selvfølgelig score på, men jeg får ikke løftet den ordentligt,« sagde Morten Nordstrand til Viasat Sport.