Skærtorsdag var han bænket mod Silkeborg, men scorede alligevel, da han kom på banen. I topkampen mod FC Midtjylland var Michael Silberbauer tilbage i startopstillingen, og med to mål og en afslutning, som blev til et selvmål af Midtjyllands Magnus Troest sendte han en tydelig henstilling til træner Ståle Solbakken om, at han hører til på mestrenes midtbane.
Og netop midtbanen hos løverne ser ud til at skulle sørge for, at mesterskabspokalen ender på københavnske hænder.
I fraværet af den skadede angriber Markus Allbäck har midtbanen taget over med målscoringen. Det gjaldt også mod FCM, hvor alle mål blev sat ind af midtbanespillere.
- Vi styrede begivenhederne fra start til slut. Med et tungt pres formåede vi at tilspille os de chancer, der skulle til for at hive sejren hjem. At det er midtbanen, der stod for vores mål, er bare positivt for os, sagde Ståle Solbakken efter kampen.
En stærk midtbane
Efter et kvarters spil hjalp FCM-målmand Lasse Heintze gæsterne i gang, da han malplacerede muren i en frisparkssituation. Det udnyttede Michael Silberbauer til at sende et ikke særlig hårdt skud over muren og i mål. Nordjyden sikrede reelt sejren fem minutter før pausen, da han fik masser af tid og plads lige uden for feltet til at score sit syvende sæsonmål.
Det blev endda til et mål mere fra hans fod - og lidt hjælp fra FC Midtjyllands Magnus Troest - efter Atiba Hutchinson havde sendt 3-0-føringen i mål. I overtiden fik Christian Olsen pyntet på resultatet med sin 10. sæsontræffer.
- Vi har en meget stærk midtbane, hvor vi kan spille med seks forskellige spillere og stadig være i stærkeste opstilling, men ingen tvivl om at det for mig personligt var rart at score de mål, sagde Silberbauer.
FCK bliver mester
Hos FC Midtjyllands Kristian Bak Nielsen var der ingen tvivl om, hvad nederlaget betyder.
- FCK bliver danske mestre. Det er et hold, som er stærkt besat på alle pladser. Bare det, at Allbäck starter ude, siger jo det hele, konkluderede han.