
Del på Facebook
Klaphat på hovedet, bolsjestriber fra top til tå og med en ordentlig fadøl i hånden skrålende: »Og vi sejler op ad åen.«
Vi kender allesammen billedet af en typisk dansk roligan.
Midt i 80 erne var roliganbevægelsen på sit højeste, og med deres festlige folkelighed charmerede de danske landsholdsfans sig ind i fodboldverdenens hjerter. Men det er 20 år siden, og roliganbevægelsen har ikke formået at følge med tiden.
»Den oprindelige roligankultur har ikke udviklet sig i mange år, og tiden er løbet fra den,« siger informationschef i Dansk Boldspil Union (DBU) Lars Berendt.
En moderne fankultur
Mens landsholdets fans har stået i stampe, har den danske fankultur omkring klubberne udviklet sig enormt de seneste 10 år. Derfor vil DBU nu bruge klubbernes fans til at forbedre stemningen ved landsholdets kampe. Til den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Sverige har man inviteret 500 danske klubfans ind i Parken for at forbedre opbakningen til landsholdet.
»De repræsenterer en ny og mere moderne form for fankultur, og vi tror, at de kan være med til at skabe en bedre stemning og oplevelse for alle,« siger Lars Berendt. De 500 klubfans bliver ligeligt udvalgt blandt 20 danske fanklubber. De bliver tilbudt entrebillet og transport til en billig pris for til gengæld at hjælpe med til et stemningsløft i Parken.
»Vi vil præge og forme en ny fankultur omkring landsholdet ved at løfte klubbernes fankultur ind til landskampene. Det vil vi gøre ved at lave tifos, udvikle nye sange og i det hele taget løfte stemningen til landskampene,« siger formand i Danske Fodbold Fanklubber, Ronni Abergel.
Han tror, de 500 fans kan glemme deres klubtilhørsforhold, når de er med til landskampene.
»De, der kommer til at deltage, er folk, der brænder for deres klub, men som også støtter landsholdet. Det er ikke meningen, at de skal møde op i deres klubtrøjer,« siger Ronni Abergel.
Formanden for de danske roligans, Kenn Rønning, erkender, at der er brug for fornyelse.
»Bevægelsen har stået stille. Vi har ikke gjort det godt nok med at skabe stemning til landskampene, og derfor synes vi, at det er godt, at der sker noget nyt,« siger Kenn Rønning.
Og fornyelsen betyder blandt andet et farvel til roliganens mest kendte rekvisit: klaphatten.
»Klaphatten er en saga blot, og Sejle op ad åen er mere ude end inde. Folk forventer noget nyt. Det er jo ikke 80 erne længere. Danske fans har fortsat landsholdstrøjer på og er malede i hovedet, men udstyret er mindre fastelavnsagtigt,« siger Kenn Rønning.
Bliver ordningen med klubfans til landskampe en succes til sverigekampen, er det meningen, at den skal gøres permanent. Billetterne til Danmark-Sverige blev sat til salg fredag formiddag og var udsolgt på 24 minutter.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.