Skynd dig ud efter arbejde og nyd den sidste sommerdag i denne omgang med sol og temperaturer op til 23 grader. I morgen er det slut med at være strandsmart.
DMI s røde temperatur-slange styrtdykker nemlig de kommende døgn og bliver helt blå på udvalgte nætter. Samtidig er der udsigt til både hård vind og sludbyger.
Men det er helt normalt, siger DMI s vagthavende meteorolog.
- Det bliver ikke hundekoldt, men bare mere normalt for årstiden, hævder Bill Vejdegren.
Det er to koldfronter, der er årsag til nedkølingen.
- Den første koldfront sænker temperaturen ned til mellem 10 og 15 grader, og så kommer der en mere natten til torsdag, der giver dem et yderligere hak nedad. Samtidig får vi op til hård vind og regn. Fredag bliver det så koldt, at regnbyger kan blive til sludbyger. Hen mod weekenden aftager vinden og luften bliver klar og kølig. Natten mellem lørdag og søndag får vi nattefrost mange steder, lokalt ned til minus tre grader, forklarer Bill Vejdegren.