
Del på Facebook
Kasser, der falder ned i hovedet på de ansatte på lageret. En trykflaske, der giver risiko for ”eksplosionslignende ulykker.” Og fare for at få fingrene klemt, når man bruger pappresseren.
Det er blandt de mange problemer, medarbejdere i Aldi kæmper med.
Discountkæden har indenfor de seneste to år fået 21 påbud og strakspåbud fra Arbejdstilsynet for overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Det viser tilsynets rapporter, som Avisen.dk har fået aktindsigt i.
”Der er en række problemer med arbejdsmiljøet i Aldi. Det er tydeligt ud fra de påbud, vi har givet, siger Anne Therese Schultz-Petersen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.
HK: Farligt for medarbejderne
Fagforeningen HK har haft store problemer med Aldi. Her mener man, at Aldi er værre end andre supermarkeder:
”Det, der sker i Aldi, er helt ude af proportioner. Det ligner ikke noget, vi kender fra andre supermarkeder. Det er ikke alene dårlige arbejdsforhold – det er direkte farligt for medarbejderne,” siger Bjarne Petersen, faglig sekretær i HK Handel.
Han påpeger, at butiksområdet normalt bliver betragtet som et ufarligt område.
”Strakspåbud burde slet ikke forekomme. Det sker normalt kun på byggepladser,” siger han.
Strakspåbud er en reaktion fra Arbejdstilsynet, der bruges, når der er tale om alvorlige arbejdsmiljøproblemer, som skal rettes op med det samme.
Ifølge Bjarne Petersen er strakspåbuddene et udtryk for, at 'Aldi sjofler arbejdsmiljøet'.
Avisen.dk har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Aldi-direktør Jan Lund. Efter en uges forsøg meddeler direktøren via sin sekretær, at han ikke ønsker at kommentere sagen.
Artiklen fortsætter...
Aldis 'synderegister'
- Ud af de 21 påbud og strakspåbud handler de ni om manglende vurderinger af arbejdspladsen.
- Derudover har Aldi blandt andet fået påbud om at forhindre kuldegener og uforsvarlige løft. Fem af de 21 påbud er strakspåbud.
- En del af påbuddene har Aldi anket til Arbejdsmiljøklagenævnet, fordi de er utilfredse med Arbejdstilsynets afgørelser.
- Aldi har desuden fået en række såkaldte 'afgørelser uden påbud' imod sig. De gives, når en virksomhed bringer en lovovertrædelse i orden, efter at Arbejdstilsynet har været på besøg, men før påbuddet er sendt til virksomheden.
- Arbejdstilsynet har også flere gange gjort Aldi opmærksom på, at de skal gøre mere for at forebygge risikoen for vold og trusler mod ansatte i forbindelse med røverier.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.