Den venstreorienterede oprørsgruppe Farc har frigivet den tidligere guvernør Alan Jara, der har været holdt til fange i mere end syv år.
Efter frigivelsen kritiserede Alan Jara den colombianske præsident, Alvaro Uribe, for ikke at gøre nok for at få gidslerne befriet.
"Det ser ud til, at det passer præsidenten fint, at landet er i krig," sagde han ifølge BBC.
Frigivelsen af Alan Jara er den femte inden for få dage, som Farc frivilligt er gået med til. Tidligere på ugen blev tre politifolk og en militærperson sat på fri fod, efter de havde været holdt til fange i junglen siden 2007.
Ifølge Røde Kors ventes Farc at frigive en tilfangetagen mere i denne uge.