Ofret fra september-voldtægten på Amager genkender den 45-årige fodboldtræner, som politiet har sigtet og varetægtsfængslet for to voldtægter og et mord.
Det fortæller faderen til den 17-årige pige, Kurt.
"Hun mener, det er ham. Hun har set det billede, der lå på hans hjemmeside (Facebook-side, red.) og hun kan genkende næsen og munden. Men billedet er lidt sløret, så derfor kan hun ikke være 100 procent sikker," siger han til B.T.
Dermed kan teenagepigen - som blev offer for fuldbyrdet voldtægt den 25. september nær sine forældres kolonihavehus på Amager - blive kronvidne i sagen mod den 45-årige mand, der allerede belastes af DNA-spor fra et brugt kondom med sæd.
Faderen Kurt står tilbage med blandede følelser, efter politiet har anholdt den formodede gerningsmand - hans voldtægtsramte datter kan sætte en morder bag tremmer.
"Jeg ville ønske, at dette aldrig var overgået min datter. Men hvis det ikke var sket, var han ikke blevet fanget. Man plejer at sige, at der ikke er noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Men det lyder lidt åndssvagt for en far sige, når hans datter lige er blevet voldtaget," siger han.