Det svenske kongehus havde nøje planlagt, hvornår bruddet mellem prinsesse Madeleine og Jonas Bergstöm måtte offentliggøres.
"Der har været meget taktik vedrørende hoffet de sidste par dage," siger en ven af det svenske kongehus ifølge Aftonbladet og forklarer, at det var hensynet til storesøsteren Victorias bryllup den 19. juni, der afgjorde timingen.
Efter sidste uges skandalehistorie om Jonas Bergströms natlige eskapader med den norske model og håndboldspiller Tora Uppstrøm Berg, havde Bergström besluttet sig for at gøre rent bord og gå til pressen med meddelelsen om, at det celebre par var gået hver til sit.
Også Madeleine, som allerede blev konfronteret med kærestens sidespring sidste år, var ivrig efter at lette hjertet.
Men så satte kong Carl Gustav sig igennem og forbød parret at gå til offentligheden, før Madeleine var sendt i landflygtighed. Derfor kom nyheden først i lørdags klokken 12.54, hvor Madeleine var sat på en flyver til New York. Her opholder hun sig de næste 14 dage.
Kongen er også rejst udenlands og Tora Uppstrøm Berg, som er endt i en af hovedrollerne i den største skandale i det svenske kongehus nogensinde, er gået under jorden.