Det var ikke rigtig pænt, men to gavmilde forsvarer og en mere end veloplagt Djiby Fall gjorde en grå og blæsende eftermiddag til en underholdene affære på Essex Park i Randers, da Randers slog Esbjerg 3-2. Allerede efter otte minutter headede Baye Djiby Fall hjemmeholdet foran med 1-0 på et indlæg fra Stig Tøfting.
Det var i en kort periode, hvor Randers sad på Esbjerg og godt kunne have bragt sig yderligere foran. Det gjorde Randers ikke, og i stedet for var det Esbjerg, der med en kraftig vind i ryggen fik sat sig på kampen. Allerede efter tolv minutters spil gav det bonus, da Michaël Murcy fik lov at liste en diagonal-aflevering i nettet ved bagerste stolpe.
Medvinden hjalp
Der så Randers forsvaret ikke for godt ud. Resten af halvlegen stod der Esbjerg på, og vestjyderne kunne sagtens havde scoret et par gange inden pausen. Samtidig var Randers også glimtvis farlige, så tilskuerne fik fuld valuta for de 100 kroner, de havde lagt i indgangen. Ifølge Randers målmand, Martin S. Jensen, var den kraftige medvind en væsentlig årsag til, at hjemmeholdet var trængt i defensiven.
»Jeg kan jo ikke engang sparke til midten i dag. Men nu får vi vinden i ryggen, så jeg tror, vi kan lægge pres på dem i 2. halvleg,« sagde målmanden til Viasat Sport i pausen.
Det fik han ret i, og i det 56. minut var det ren da capo, da Stig Tøfting smed et hjørnespark ind i hovedet på Baye Djiby Fall, der kom højest i en klump af Esbjerg-spillere. Samme Djiby Fall nåede at score et mål mere, før han efter 84 minutters opvisning kunne gå fra banen til taktfaste klapsalver fra et begejstret hjemmepublikum.
1-0 Baye Djiby Fall (8.)
1-1 Michaël Murcy (12.)
2-1 Baye Djiby Fall (56.)
3-1 Baye Djiby Fall (70.)
3-2 Jesper Bech (88.)