Hvis du vil ud af klubben, så må du til lommerne i op seks måneder.
Sådan lyder parolen i fagforbundet Djøf. Flere store fagforbund gør det samme og tjener millioner på at fastholde medlemmerne, skriver Jyllands-Posten.
"Jeg har svært ved at se, hvordan det kan retfærdiggøres. Det er let at lave teknisk, så det burde være ligetil, hvis nogen vil forlade en frivillig forening," siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen til Newspaq.
Hos Kristelig Fagbevægelse tager det kun syv dage at melde sig ud, hvis man ikke vil være medlem længere. Og Flemming Ibsen mener, at det er griske fagbevægelser, der vil vride de sidste kroner ud af medlemmerne.
"Jeg kan ikke se andre årsager til systemet, end at fagbevægelserne vil opkræve de sidste kroner fra medlemmer der forlader skuden," fortæller han.
Hos Djøf forklarer den adm. direktør Mogens Kring, at udmeldelsesperioden gør, at foreningen kan nå at tilpasse sig økonomisk, så de andre medlemmer ikke ender med aben.
Kilde: jp.dk