Fem mænd fra Træ-Industri-Byg (TIB) mødte mandag morgen op ved Ungdomshuset. De krævede adgang til huset, der lige nu er ved at blive revet ned, for at undersøge om al asbest er fjernet.
"Asbest er livsfarligt. Hvis der stadig er noget i huset, vil det sprede sig over hele Nørrebro. Vi vil ind og se, om det er fjernet forsvarligt, og om der er en plan for nedrivningen. Ellers vil vi have stoppet arbejdet," siger Freddy Ridderhaugen, der er miljøsekretær i TIB, der tilføjer:
"Det vil overraske mig meget, hvis der ikke er asbest."
Umiddelbart efter ankomsten blev TIB-repræsentanterne lukket ind på byggepladsen, hvor de nu er i gang med at undersøge huset.
Ifølge Nyhedsportalen modkraft.dk er Københavns Kommunes Miljøkontrol på vej til Ungdomshuset for at kræve, at en vandkanon bliver taget brug. Det skal ske for at begrænse støvet fra
nedrivningen.
Nedrivningen af Ungdomshuset gik igang klokken otte mandag morgen.