Gør som alle andre, og din jobansøgning lander nederst i bunden.
Eller gør som den arbejdsløse Frederik Joen Nielsen, der har lavet sin jobansøgning som en sang.
På få dage har den 29-årige cand.merc-uddannede fået over 20.000 visninger på YouTube og flere kaffeaftaler med potentielle arbejdsgivere.
Og flere ledige har fået øjnene op for video, fortæller fagforbundene Djøf og Dansk Magisterforening.
De har oplevet et boom i antallet af især unge og nyuddannede medlemmer, der er kommet til jobsamtale ved at skille sig positivt ud gennem eksempelvis en video, skriver MetroXpress.
- Alle, der oplever et problem med komme igennem nåleøjet, bør overveje video som et seriøst redskab for at skille sig ud, siger karriereudviklingskonsulent i Djøf, Thomas Kantsø til avisen.
Han mener sagtens, at man som jurist kan lave sin egen version af 'Gangnam Style', hvis det passer til den faglighed, der er på advokatkontoret.
- Det handler om at skille sig autentisk ud fra de 120 andre ansøgere i bunken, siger Thomas Kantsø.
Karrierekonsulent i Dansk Magisterforening Karen Plenge er enig.
- Jeg kan kun sige et rungende ja til, at vi oplever flere video-ansøgninger fra vores medlemmer. Det handler om at formidle sig selv, vise personlighed og vise, hvad der sker med fagligheden, når den kommer igennem en person, siger hun til MetroXpress.
Frederik Joen Nielsen, der har været arbejdsløs i tre måneder, kan kun anbefale video som en måde at skikke sig ud.
- Det er gået så stærkt, at jeg næsten har mistet overblikket. Jeg har allerede fået flere henvendelser fra interesserede arbejdsgivere og var til et kaffemøde i går med en arbejdsgiver som gik rigtig godt. Man laver så mange elektroniske ansøgninger, men med en video har man virkelig muligheden for at skille sig ud, siger han ril MetroXpress.