Det var arbejderne, der viste vejen for det arabiske forår i Egypten. Allerede i 2006 strejkede 24.000  tekstilarbejdere i Marshalla nord for Kairo. Arbejdere over hele landet begyndte derefter at stille krav.

Alligevel husker de fleste ikke noget arabisk forår, før demonstrationerne begyndte på Tahrir pladsen i Kairo i februar 2011. De førte som bekendt til præsident Hosni Mubaraks fald og det nuværende præsidentvalg.

For at fylde hullet mellem de store skelsættende begivenheder i arabiens største land udgiver Ulandssekretariatet i dag bogen ”Egypten på vej mod demokrati – arbejdsmarkedets betydning for det arabiske forår”.

Strejker hele tiden

Egyptens økonomi har taget sig en årelang nedtur fra et ikke specielt velfungerende punkt før oprører i februar 2011. Der er nærmest daglig strejker her og der i landet.

”Strejkerne er ikke koordineret fra toppen af,” forklarer Wafaa Osama, der er ansat som regional konsulent ved LO/FTFs nye projekt med fagbevægelsen i Egypten. ”Folk strejker mest af økonomiske grunde.”

Det forhindrer naturligvis ikke, at organiserede folk er dybt utilfredse med parlamentets flertals forsøg på at hijacke den grundlovgivende forsamling udenom arbejderne.

Forsamlingen

I den igangværende magtkamp, der skal føre til en ny grundlov, tog parlamentet og dets største partier godt for sig i den 100 mand store forsamling. Uafhængige fagforeninger, unge og kvinder blev groft sagt forbigået, fortæller hun.

[pagebreak]Wafaa Osama oplyser, at der blev udpeget en eneste mand fra fagforeningerne, og han var fra de gamle magthaveres fællesorganisation. Der var to fra  professionelle foreninger som ingeniører eller turistarbejdere.

Resultatet af debatten blev, at de liberale kræfter boykottede hele processen sammen med unge og kristne. En domstol har erklæret udvælgelsen af deltagere ikke-demokratisk, hvorfor arbejdet med en ny grundlov er udsat.

Vakuum

Fagbevægelsen i Egypten befinder sig i et juridisk vakuum, forklarer Wafaa Osama. De nye fagforeninger og deres fællesorganisationer er ikke juridisk anerkendt gennem lovgivning.

Politisk er fagforeningernes rolle i fremtiden ganske uvis. Selv om der er tradition for en stærk fagbevægelse i Egypten, er dens fremtidige vilkår ukendte.

Det muslimske flertal i parlamentet er tilhængere af stærke fagforeninger, men er modstandere af pluralisme og frie valg i arbejdernes rækker. Pluralisme skal ikke være i fabrikkerne.

I øvrigt er der ikke nedskrevet en ret til at organisere sig eller strejke noget sted.

Det gamle lever

Egypten havde før revolutionen en fællesorganisation, ETUF, der var i lommen på og delvis finansieret af det diktatoriske styre. Den dag i dag trækkes kontingenter direkte i arbejdernes løn og sendes til den forhadte organisation.

Det betyder, at organiserede arbejdere har deres pensionsopsparing i ETUF, hvorfor de ikke kan nedlægge den. Det nye mindre fællesforbund EFITU får således ingen penge.

Fagforeningerne er godt nok uden for meget af den politiske proces efter oprøret, men de spiller en stor rolle i befolkningen. Som udgangspunkt ønsker de i henhold til Wafaa Osama at holde klar afstand til politiske organisationer som Det Muslimske Broderskab.

Event i aften

Udgivelsen markeres ved en begivenhed i Dagbladet Informations kantinen klokken 17:00, hvor Wafaa Osama blandt flere andre er til stede. Emnet er ”Kan Egypten få demokrati uden velfærd?”