Det går ud over fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, når regeringen og DF halverer dagpengeperioden fra fire til to år.
Det mener de to hovedorganisationen LO som FTF, der repræsenterer knap 1,5 millioner lønmodtagere.
"Arbejdsgiverne i Danmark kan hurtigt hyre og fyre. Det kan de, fordi man har en forsørgelse, når man ryger ud i arbejdsløshed. Det er kernen i den danske model. Men nu skærer man i den tryghed og fleksibilitet," siger næstformand i LO, Lizette Risgaard til Newspaq.
Hun mener, at forringelserne vil få lønmodtagerne til at kræve bedre opsigelsesvarsler.
"Ved fremtidige overenskomstforhandlinger er man nødt til at kigge på, om de tryghedsbestemmelser, man har, er gode nok," siger hun.
Samme melding kommer fra FTF.
"Indgrebet bomber den danske samarbejdsmodel på arbejdsmarkedet tilbage til ruder konge - og trækker sikkerhedsnettet væk under de ledige," siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Hun kalder det "meget urovækkende", at regeringen og DF ikke tænker langsigtet på, hvad fagforeningernes modkrav vil blive f.eks. i form af bedre beskyttelse mod fyring.
LO og FTF mener, at regeringen og DF med forslaget lader de svageste danskere betale for skattelettelser til de rige.
"Det her er et historisk svigt. Det er et svigt af de tusinder af mennesker, der har mistet deres arbejde under finanskrisen, og som nu også fratages retten til dagpenge," siger Bente Sorgenfrey.