Urmageren, der i sidste uge skød og sårede to røvere, udviste stort statsborgerskab. Ikke alene forsvarede han sig selv og sine nærmeste, han forsvarede også landet og retssikkerheden.
Det var dog næppe det, urmageren tænkte, da han trykkede på aftrækkeren. Måske tænkte han slet ikke, men handlede instinktivt, i panik. Men det ændrer ikke ved, at han gennemhullede det banner af blødsødenhed og inkonsekvens, der er det virkelige Dannebrog.
For når samfundet ikke er i stand til at beskytte borgerne, må borgerne beskytte sig selv. Og ville vi ikke have handlet ligedan? Aggression er en basal menneskelig impuls, de fleste mangler blot midlerne til at reagere på den. Og urmageren havde midlet. Så han reagerede. Forståeligt nok.
Politikernes fejl
Nogle vil spørge: Vil selvtægt ikke skabe amerikanske tilstande? Vil det ikke være et farligt våben i en pøbels hænder? Vil det ikke lære Danmark skolemassakrer at kende? Jo, det er desværre konsekvensen, når samfundet svigter. Fejlen er ikke urmagerens, men politikernes. Det er dem, der er svaghedens bannerførere. At forsvare sig selv og sine nærmeste og dermed landet uden at skulle frygte at ende i et Kafkask mareridt bør være en grundlovssikret rettighed. Med andre ord: Urmageren bidrog til samfundet. Han udfyldte et tomrum. Et fravær af lov og retfærd.
Når nogle lægger den slags ofre på samfundets alter, er det desto mere ufatteligt at se andre kræve uden at give.
De unge »vil have«
Den hyppige forekomst af ordene »Vi vil have« i pressemeddelelsen fremsat i forbindelse med besættelsen af huset på Dorotheavej er således bemærkelsesværdig. De unge »vil have små biografsale (?), hvor man kan se film gratis hver søndag, når man er træt og vil slappe af.« De vil også »spise rigtigt tit og rigtigt billigt, måske endda gratis.« De vil »kunne gå i byen og få en lille fjer på uden at skulle leve af jord ugen efter af pengemangel. Vi vil gerne kunne se koncerter hver uge og måske købe en plade eller to og en T-shirt med hjem.«
Det vil jeg også gerne. Men nu er jeg på SU, så jeg må nøjes med at vente til fødselsdag og jul med at få cd’er og t-shirts.
Børn der smadrer
Det er yderligere bemærkelsesværdigt, at de unge, der angiveligt kæmper for venstrefløjsidealer og fællesskab, ikke kan se ud over deres egne næsetippe i omfordelingen af samfundets værdier.
Med hvilken ret er det, at de »vil have«? Hvad vil de yde for at kunne nyde?
Det er den slags svæklinge, et kastreret samfund avler. Vi mangler en naturkatastrofe eller en krig. Først i manglen værdsættes overfloden. Mere vil blot have mere. De unge fra og for Ungdomshuset er at sammenligne med børn, der, når de ikke kan få deres vilje, skriger hysterisk og stamper i gulvet. Forskellen er blot, at de ikke nøjes med at skrige og stampe; de går amok og smadrer alting. Både mennesker og ejendom.
Så når politienken om nogle dage eller uger må gå hjem til sine børn og fortælle dem, at far aldrig mere kommer hjem, så må hun forklare, at det skete, fordi der var nogle unge, der ville have gratis cd’er og gratis T-shirts.