Langt færre danskere end tidligere ringer hver morgen til chefen for at sige, at de tager en dag under dynen.
I dag er 77.000 på sygedagpenge - omregnet til fuldtidspersoner. Det er 25 procent færre, end da tallet toppede for halvandet år siden, hvor 102.000 modtog sygedagpenge.
Det viser nye tal, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i dag offentliggør i Nyhedsbrevet Agenda.
Både det korte og længerevarende sygefravær falder. Kun dem, der har været på sygedagpenge i mere end to år, er der blevet flere af.
Seniorforsker Jan Høgelund fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, mener, at kommunernes indsats over for de sygemeldte er blevet bedre.
"Lovgivningsmæssigt har man de senere år pålagt kommunerne en række opgaver og præciseret, hvordan kommunerne skal agere over for sygemeldte. Så indsatsen har i hvert fald delvist været hjulpet på vej," siger han til Agenda.
Jan Høgelund påpeger dog også, at danskerne på grund af den økonomiske krise føler sig mindre sikre i jobbet og derfor er mere tilbageholdne med at melde sig syge.