Hells Angels-rockeren Brian Sandberg og 14 andre rockere kan se frem en lang årrække bag tremmer.
Og det bliver en udfordring for landets fængselsbetjente, siger Kim Østerby, formand for Fængselsforbundet.
"De skubber til os, og de skubber til reglerne. Den magt, de repræsenterer, er selvfølgelig intimiderende i forhold til personalet. Man skal være klædt godt på som personale for at stå imod det pres, som den her gruppe fanger naturligt yder," siger han til Newspaq.
Retten i Glostrup idømte i dag Brian Sandberg fængsel i 11 år og 10 måneder for at beordre et skyderi på Nørrebro. De øvrige 14 rockere fik domme på alt fra to år og ni måneder til 15 år og tre måneder.
Ifølge Kim Østerby skal de 15 HA-rockere afsone i særlige rockerafdelinger i de store fængsler.
"Det fungerer som et fængsel i fængsel. De afdelinger, de sidder på, er isoleret fra resten af fængslet, så vi kan have resten af fængslet i fred. Problemet med at have rockere til at afsone i fri dressur er, at de sætter sig på al magten," siger Kim Østerby.
Miljøet er hårdt i de særlige rockerafdelinger, og derfor er fængselsbetjentene typisk kun på afdelingen i tre-seks måneder ad gangen.
"Så skal de ud, inden de kan komme ind igen, så man ikke får for tæt et tilhørsforhold til rockerne," siger Kim Østerby.
Han anslår, at der sidder omkring 350 bandemedlemmer i Kriminalforsorgen - af dem er 80-100 indsat på de særlige rockerafdelinger.