En 17-årig somalisk dreng er idømt seks års fængsel for blandt andet at have voldtaget en 10-årig pige ved en legeplads i Herning-forstaden Gullestrup.
Det er Retten i Herning, der torsdag har fældet dom over den 17-årig, som nu overvejer, om han vil anke dommen, der også indeholder en udvisning af Danmark for bestandig.
Voldtægten skete i november 2011. Her tvang den dengang 16-årige dreng sit unge offer ind i et skovområde.
Ved samme lejlighed forsøgte drengen at tvinge pigens jævnaldrende veninde med, men hun undgik at blive voldtaget.
I forbindelse med efterforskningen fandt politiet ud af, at drengen havde mere på samvittigheden, og han blev sat i forbindelse med et voldtægtsforsøg i Herning, som han også blev dømt for.