Facebook er som en åben bog, og det kan være svært for mange i parforhold, at man kan følge med i kærestens sociale liv.
For mange skaber det utryghed og jalousi, og det kan man mærke hos landets psykologer.
Psykolog Per Thorseth fortæller, at flere medlemmer af Selvstændige Psykologers Sektion oplever, at det er et problem, som folk har brug for hjælp til.
"Sociale medier som Facebook udstiller folk i en sådan grad, at mange parforhold lider under det, fordi partneren bliver jaloux eller nervøs, og fordi man har svært ved at styre den enorme eksponering," siger han til metroXpress.
Facebook giver partneren mulighed for at se, hvilke ekskærester, man er venner med, eller måske har man fået taget et billede i en lidt for intim situation.
I mange tilfælde handler det om, at folk ikke ved, hvordan de skal håndtere den nye situation, som Facebook skaber.
Psykolog Camilla Holst afholder jalousikurser, og her dukker Facebook op hele tiden.
"Facebook er et kæmpe problem i forhold til jalousi - både på mine kurser og i de mange breve, jeg modtager. For mange mennesker er det simpelthen for ubehageligt at blive mindet om kærestens fortid, som kan dukke op i form af et gammelt billede eller et nyt venskab med en ekskæreste på Facebook," siger hun til avisen.