En ny undersøgelse foretaget af IUM for Microsoft viser, at 17,2 procent af danskerne selv vurderer, at de bruger for meget tid på at tjekke de seneste nyheder fra Facebook-vennerne.
Tjenester er lige så vanedannende som rygning, mener Jakob Linaa Jensen, der er adjunkt på institut for informations- og medievidenskab ved Aarhus Universitet
"Hvis det er gået ned i ti minutter, går folk i panik. Folk er meget knyttede til det, og rigtig mange vil føle et dybt, personligt savn, hvis Facebook lukker," siger han til 24timer.
"Det handler om de mikropauser, man har i løbet af dagen. Der er nogle, der går ud og ryger - vi andre skal lige to minutter på Facebook for at se, hvad vores venner går og laver," fortsætter Jakob Linaa Jensen.
Nye tal fra Københavns IT-Universitet viser, at omkring hver tiende dansker har en profil på Facebook. Og hver dag kommer der omkring 1.600 nye til.