En dansker udleder 100 gange mere CO² end en tanzanianer - og sådan er det i de fleste vestlige lande.
faktaboks
CO²-udslip per person i ton fra 1992 til 2002
USA fra 19,1 til 19,9
Danmark fra 11,1 til 10,1
Polen fra 9,2 til 7,7
Globalt gennemsnit fra 3,95 til 3,97
Kina fra 2,23 til 2,93
Brasilien fra 1,5 til 1,92
Tanzania fra 0,08 til 0,1
Mandag den 4. februar 2008, 15:49
Vor læser Henning Poulsen mener, at CO²-forureningen skyldes, at vi bliver flere og flere mennesker på jorden.
»Hvert menneske skal bruge en vis mængde plads til skove, til dyr og til landbrug,« skriver Henning Poulsen og antyder dermed, at løsningen på den globale opvarmning kan være at begrænse befolkningstilvæksten.
Selvom Nyhedsavisens CO²-ugle ikke tænker sig selv med i det regnskab – man er vel en ugle – indvilger den alligevel i at skaffe nogle tal, der kan svare på Henning Poulsens spørgsmål.
Rige sviner mere
Til at begynde med må uglen give Henning Poulsen ret. CO²-udledningen fra mennesker var faktisk nogenlunde stabil i perioden 1992-2002. Det vil sige, at mennesket i gennemsnit ikke sviner mere på 10 år.
Når der alligevel er sket en stigning i den samlede CO²-udledning – og når vi således kommer nærmere og nærmere en lidt for varm klode – skyldes det, at vi er blevet 20 procent flere på jorden siden 1992.
Men hvad skal man så gøre? Ja, til at begynde med må man nok kigge på sig selv – i hvert fald hvis man bor i den rigere del af verden. Ifølge Jacob Sørensen, der er miljøingeniør på Informationscenter for Miljø & Sundhed, udleder de rige borgere nemlig langt mere CO² end dem fra den fattige del af verden.
»Faktisk over fem gange så meget. I-landene står for 11 tons CO² per borger, mens u-landene kun står for to tons,« siger Jacob Sørensen og bemærker samtidig, at ’rige’ blot udgør 20 procent af den samlede befolkning.
For eksempel udleder en dansker 100 gange mere CO² end en tanzanianer.
Hvem skal skære?
Så udfordringen er stor. For hvis vi skal undgå de værste klimaændringer, som jo er forårsaget af CO²’en, skal vi reducere udledningen med op mod 85 procent inden 2050. Det kan man dybest set gøre på tre forskellige måder.
»Enten kan hvert land reducere sin udledning med en lige stor procentdel hvert år. Eller også skal rige lande skære en langt større procentdel end de fattige. Endeligt kan man forestille sig, at de lande, som bidrager mest til verdensøkonomien, skal have lov til at udlede mest,« forklarer Jacob Sørensen.
Det skændes man ikke overraskende om på FN’s klimamøder. Helst skulle man have nået en løsning, når verdens ledere sætter sig sammen til klimatopmøde i København i 2009.
Men det vil da være nemmest, hvis befolkningstallet bare var stabilt eller faldt, må vi medgive vor læser Henning Poulsen.