Køerne til EU-landenes jobkontorer bliver længere og længere.
Hver femte ung i Europa står uden job, viser de nyeste tal fra den europæiske statistikbank Eurostat.
Det skriver DR Nyheder.
Selvom de har en god uddannelse må mange unge tage job som ufaglærte eller gå arbejdsløse.
Mens ungdomsarbejdsløsheden gennemsnitligt ligger på 20 procent i EU, så er det gået helt galt i Spanien.
Her er ungdomsarbejdsløsheden oppe på hele 42 procent.
Og i Finland, Sverige, Grækenland og de baltiske lande har man heller ikke noget at prale af.
De mange arbejdsløse - og ikke at forglemme veluddannede - unge har alvorlige konsekvenser for den europæiske økonomi. Arbejdsløsheden kan nemlig komme til at klæbe sig til de unge.
"De føler sig ekskluderet i forhold til deres omgangskreds, hvor folk har et arbejde - og imens mister de følelsen af deres egne kompetencer," fortæller Santa Ozolina fra Youth Forum i Bruxelles, der er en paraplyorganisation for ungdomsorganisationer i EU, til DR P3Nyheder.
Til daglig er hun i kontakt med unge i hele Europa, der ikke kan få job.
"Det betyder, at unge tager nogle meget usikre job - ofte meget korte og underbetalte job," siger Santa Ozolina til DR P3Nyheder.
I Danmark kan vi bryste os af, at det ikke står nær så slemt til.
12,8 procent ligger den danske ungdomsarbejdsløshed på.
Men det er stadig for højt sammenlignet med resten af befolkningen.
For nylig øremærkede EU's socialfond 200 milliarder til at få bugt med området.
Men det kan tage flere år at søge og få tildelt pengene. Det er bare ikke godt nok, synes medlem af Europaparlamentet for SF, Emilie Turunen.
"EU har rigtig svært ved at agere hurtigt, og reagere på store forandringer i vores økonomi og i arbejdsløsheden. Og der tror jeg, at man skal arbejde på at finde nogle måder, hvor man kan rykke, når nogle problemstillinger bliver så vigtige," siger hun til DR P3Nyheder.